Flere boliger til de, der ikke bor i fsb i forvejen

København mangler boliger – ingen tvivl om det. Af samme grund har fsb gang i byggeaktiviteterne for både unge, familier og ældre. Vi kan også se på ventelisten, at vores boliger er eftertragtede. Der er virkelig mange, der gerne vil have foden under eget bord i en fsb-bolig - altså mennesker der ikke bor i fsb i forvejen, men som står på vores venteliste. Måske fordi de skal flytte hjemmefra, måske fordi de skal flytte til hovedstaden eller noget helt andet.

Vi kan selvfølgelig ikke bygge os ud af boligmanglen. Derfor har vi undersøgt, om der er andre knapper at trykke på. Og det er der. Det giver ganske vist ikke flere nye boliger, men det giver mulighed for, at de der står på ventelisten til en fsb-bolig, og som ikke bor her i forvejen, får større chancer for at få tilbudt en bolig. Det synes vi i organisationsbestyrelsen er rimeligt.

Og hvordan kan det så lade sig gøre? Hvert år stiller vi boliger til rådighed for Københavns Kommune, som den kan bruge til boligsocial anvisning. Altså til mennesker, der af forskellige årsager skal hjælpes til en bolig. Kommunen har imidlertid ikke altid brug for alle boligerne og sender dem derfor retur til fsb, så vi kan leje dem ud. De boliger skal nu gå til ventelisten for dem, som ikke bor i fsb i forvejen. Det sker fra 1. januar 2019.

Som det er nu, tilbydes de boliger, der komme retur, til dem der står på fsb’s interne venteliste. Altså til dem, der allerede bor i fsb, og som søger en bolig i en anden fsb boligafdeling. Det sker altså ikke i det nye år.

Dog skal boligerne først tilbydes internt i den boligafdeling, hvor der kommer ledige lejligheder retur fra kommunen.