Når du flytter ind
Den bolig, du lige har overtaget, er ikke ny. Det er en genbrugsbolig. Det betyder, at der har boet andre i den før dig, og der vil komme andre efter dig. Boligen kan derfor bære præg af et naturligt slid, især hvis det er en ældre ejendom du er flyttet ind i.
Det er fsb's forvaltning, der i samarbejde med afdelingsbestyrelsen har bestemt, hvordan den enkelte bolig skal sættes i stand. Så hvis du vil vide hvilken istandsættelse der er udført på din kommende bolig, er du velkommen til at kontakte inspektøren i din afdeling.
Mangelliste - Indflytningsrapport
Når du afhenter nøglen på ejendomskontoret, vil du bl.a. få udleveret en blanket. Denne blanket er en indflytningsrapport, som du skal udfylde med de fejl og mangler, du mener der er ved boligen. Rapporten skal afleveres på ejendomskontoret senest 14 dage efter indflytningsdatoen. Indflytningsrapporten gennemgås sammen med inspektøren eller synsinspektøren ved et indflytningssyn i din bolig.
Indflytningssynet kan aftales med inspektøren ved afhentning af nøglerne på ejendomskontoret. Dog kan synet også aftales senere.
Ikke alt bliver lavet her og nu
Efter indflytningssynet er det inspektøren - og i nogle af fsb's ejendomme også afdelingsbestyrelsen - som gennemgår indflytningsrapporten. Hvis der er væsentlige fejl eller mangler, bliver de udbedret uden vederlag. Det er dog ikke alle ting, du har nævnt, som nødvendigvis bliver udbedret. Inspektøren eller afdelingsbestyrelsen vurderer om det er nødvendigt eller ikke. Det kan fx være en ridse i et gulv, som ikke bliver udbedret, men istedet bliver indført i indflytningsrapporten. Ved at det bliver indført i indflytningsrapporten, sikrer det dig, at du ved senere fraflytning ikke kommer til at betale for genopretning af det ridsede gulv.