Hvis du bor i fsb og ønsker en anden bolig, kan du skrive dig på den interne venteliste. På den måde har du bedre mulighed for at skifte bolig, hvis dit boligbehov skulle ændre sig. Hvis du ønsker at flytte til en anden boligafdeling i fsb, er der en karenstid på to år. Det vil sige, at du tidligst bliver tilbudt en ny bolig, når du har boet i din nuværende fsb-bolig i mindst to år. Hvis du ønsker at flytte til en anden bolig i den boligafdeling, du allerede bor i, er der ingen karenstid. For at få en anden bolig i fsb, kan du også bytte din bolig, læs mere her omkring boligbytte.
Står du på den interne venteliste, får du tilbudt en bolig før dem, der står på den eksterne venteliste. Dog kan de fleksible udlejningsregler også have betydning for, hvornår du som medlem modtager tilbud. Det koster 175 kr. at stå på både den interne- og eksterne venteliste om året. Beløbet dækker fsb's udgifter til administration og ajourføring af listen.
Hvis du vil skrives op på den interne venteliste, skal du gå ind på Min Side og søge en ny bolig. Hvis du får en bolig via den interne venteliste, vil du samtidig modtage en opsigelse af din nuværende bolig, da man ikke kan have to lejligheder på en gang.
Du bliver slettet fra den interne venteliste, hvis du:
- får den ønskede bolig.
- flytter i øvrigt (også hvis det er på grund af afbrudt samliv).
- ikke betaler det årlige ventelistegebyr til tiden.
Boliggarantibevis
Som beboer i fsb kan du købe et boliggarantibevis. Hvis du flytter fra din bolig og senere fortryder, giver beviset dig ret til en bolig i den boligafdeling, du er flyttet fra eller en tilsvarende bolig i en anden boligafdeling.
Boliggarantibeviset gælder i op til tre år efter, du er flyttet. Det koster 500 kroner, og det er kun muligt at købe ét bevis pr. lejemål. Læs mere om boliggarantibevis her.
Handicap skal dokumenteres
Hvis du får pension på grund af et handicap, skal du indsende en erklæring om det fra en speciallæge for at komme i betragtning til en handicapvenlig bolig.
Hvor stor en bolig?
Som enlig eller par uden børn er du på den interne venteliste altid berettiget til en bolig på samme antal kvadratmeter som den, du flytter fra. Er familien vokset, siden du flyttede ind i din nuværende bolig, er du måske berettiget til en større bolig. Kontakt kundeservice og få mere at vide: kundeservice@fsb.dk.
Kan du sige nej?
Hvis du får tilbudt en bolig, som du ikke ønsker at modtage, skal du blot huske at svare nej tak til tilbudet. Det kan du gøre på Min Side. At svare nej til en tilbud har ingen betydning for din placering på ventelisten. Hvis du ikke svarer på et boligtilbud, bliver du sat passiv. Det betyder, at du ikke vil få flere tilbud om bolig, før du gør dig aktiv, men det påvirker ikke din plads på ventelisten. Du kan altid gøre dig aktiv igen på Min Side.
For din egen skyld er det vigtigt, at vi altid bliver orienteret om ændringer i dine boligønsker og i din husstands størrelse.
Opsigelse
Når du får en ny bolig via den interne venteliste, vil du samtidig modtage en opsigelse af din nuværende bolig.
Særlige behov
Boligerne udlejes i samme rækkefølge, som opskrivningen er foregået i. Der kan dog ske det, at boliger, der er særligt velegnede til fx ældre eller handicappede, ikke indgår i denne rækkefølge. I stedet kan de tildeles ældre eller handicappede medlemmer på ventelisten, selvom de ikke umiddelbart står for tur.
Det sker dog kun, hvis den ledige bolig passer bedre til behovet end den nuværende, fordi der er bedre adgangsforhold bl.a. elevator eller etageforskelle.