Rød er beboernes farve
januar 2010 Hver af de grupper, som fsb har en relation til, får deres egen farve i det nye design. Læs også om tankerne bag det nye logo.
Sammen med logoet følger også en helt ny visuel identitet. Den kommer blandt andet til udtryk ved, at hver af de grupper, som fsb har en relation til, har fået tildelt deres egen farve.
Jeres farve som beboere er rød. Konkret betyder det, at fx grundfarven i pjecer, formularer og lignende henvendt til beboere er rød. Det samme gælder i øvrigt, som I måske allerede har bemærket, jeres område på hjemmesiden – det er også rødt.
De beboervalgtes farve er gul, de boligsøgendes lilla og medarbejdernes blå.
Tankerne bag det nye logo
Boliger og mennesker. Det er byggestenene i fsb og i vores logo. De sorte byggesten i det nye logo er et helt bogstaveligt symbol på, hvem vi er – en organisation, som bygger og udlejer boliger.
Byggestenene er asymmetriske og fremstår dermed som dynamiske. De er noget, der kan bygges videre på i fremtiden, og et symbol på, at vi kan og vil forandre og udvikle os.
Respekt og rummelighed. Det er de bærende værdier i fsb og i vores logo. Vi skaber rammer for liv, og vores motto er, at der skal være plads til alle. Det skæve element (det grønne) symboliserer netop det – at der er plads til forskellighed og det, som er anderledes.