Liv på legepladserne i Nordvest
august 2010 Idrætspædagoger og klubmedarbejdere i Nordvest er klar til at give områdets børn og unge et cool efterår med sport og aktivitet på legepladserne.
Cool Bollywood-dans samlede børn og voksne på Degnestavnens Legeplads i sommer.
Af Inge Schjødt Hansen,
ish@fsb.dk
Børn og unge fra Nordvest kan se frem til et livligt efterår på områdets lege- og sportspladser, når NV Streets off-season går i gang. Idrætspædagoger og klubfolk fra områdets institutioner stiller op med forskellige fritidstilbud, blandt andet en ny NV Streets fodboldturnering på legepladserne ved Degnestavnen og Hulgårds Plads. Efterårets aktiviteter følger op på sommerens succesprogram, der trak børn og unge til en bred vifte af sommerferieaktiviteter under titlen ’Cool sommer på Bispebjerg’.
Cool sommer på Bispebjerg
Under sloganet ’Alle har ret til en god sommer’ fik børn og unge fra Nordvest og Bispebjerg i år mulighed for at få en aktiv og vellykket ferie uden at rejse langt væk. Fra 28. juni til 6. august mødte der dagligt mellem 10 og 200 børn og unge op på Degnestavnens legeplads for at deltage i street-art, teater, ture, leg eller sport. Aktiviteterne var tilrettelagt af medarbejdere fra SBBU Klokkergårdens Fritidsklub og områdets institutioner i samarbejde med de boligsociale medarbejdere i NV-Life og Beboerprojekt Bispebjerg.
Programmet med hjem fra skole
Børnene fik udleveret et programhæfte i skolen lige inden sommerferien. På kalenderen kunne de hver dag se, hvad der var gang i. Også aktiviteter rundt i området kom med i programmet, fx Wii-tennis på Lærkevej Børnebibliotek, Workcamp om Idræt og sundhed - arrangeret af Sjakket og Mellemfolkeligt Samvirke, et danseprojekt med Uppercut Danseteater på Frederikssundsvejen Skole og meget mere. Programmet blev støttet af Bispebjerg Lokaludvalg og kun få af aktiviteterne kostede det noget at deltage i.
Børnene lærte på den måde medarbejderne at kende i forskellige fritidstilbud, som de kan møde ved aktiviteter og fritidstilbud året rundt. Og der er mange muligheder i Nordvest og på Bispebjerg, selvom sommerferien er forbi, tjek fx NV Streets, Degnestavnens Legeplads og NV-Life.