Du er her:

De kan noget med vand i Nordhavnsgården

maj 2011 Nordhavnsgården har fået et såkaldt sekundavandsanlæg. I en af gårdene er der boret et hul ned i jorden, hvorfra der pumpes vand op, som bruges til toiletskyl i 160 toiletter.

    
Vandet pumpes ind i tanken, når det er renset. Fra tanken pumpes det op til toiletterne. Pumperne ses i forgrunden af billedet.

Vandet der pumpes op, kan ikke drikkes, da det er for salt. Nordhavnsgården ligger nemlig lige ud til Nordhavnen. Når vandet ikke kan bruges til drikkevand, kaldes det for sekundavand. Nordhavnsgården har fået lov til at pumpe vandet op og bruge det til toiletskyl i stedet.

Beboerne mærker ingen forskel, og toiletterne, som blev skiftet i 2010 til to-skyls toiletter, er beregnet til at kunne tåle det salte vand. I en enkelt opgang bruges der ikke sekundavand. Det gælder den opgang, hvor der også ligger en børnehave. På grund af børnehaven må man ikke bruge andet end drikkevand i toilettet.


Rigtig mange penge at spare
Anlægget kommer til at spare Nordhavnsgården for ca. 2000 m3 vand om året. Det svarer til, at boligafdelingen sparer cirka 34 liter vand pr. bolig pr. døgn. Årligt vil Nordhavnsgården spare omkring 72.000 kr. på udgifter til drikkevandet, hvilket giver en tilbagebetalingstid på 3 år for anlægget. På grund af de nye to-skyls toiletter vil besparelsen dog blive langt større, da toiletterne skyller ud med henholdsvis 3 og 6 liter vand i modsætning til de tidligere 10-12 liter pr. skyl.


Supplement til gråvandsanlægget
Det nye anlæg er et supplement til det gråvandsanlæg, som Nordhavnsgården fik etableret i 2002. Gråvandsanlægget renser det såkaldte grå spildevand fra 84 boligers håndvask og bad og sender det tilbage i toiletterne, hvor det bruges til at skylle med. Derved anvendes vandet to gange i 84 lejemål, og Nordhavnsgården sparer altså på det kostbare drikkevand, der ellers bruges til at skylle ud med i toiletterne.